"Mere vil have mere"

Jeg nævnte på min Instagramstory, at jeg virkelig synes det er ærgerligt, at Haribo vælger at lade deres 80 gram slikposer udgå af sortimentet. Jeg synes, at det er enormt beklageligt at emballagerne vokser (i hvert fald hvis man ser bort begejstring over at man nu kan få 2 kg-kartofler i min lokale Føtex), for det tvinger os ud i overdrevne mængder. Jovist kan man spise et par stykker slik og lægge resten tilbage, men vi ved alle, at det kræver en del tilvænning at mestre den kunnen. Det er noget jeg selv har døjet virkelig meget med. Det blev hurtigt til alt eller intet og det er først de seneste år jeg har lært at spise det snolder, jeg har lyst til og stoppe, når det ikke længere er lækkert. Og alle der har prøvet at kværne en maxi-Matadormix selv ved, at de sidste stykker ikke er så lækre igen.

Problemet med dette ligger i, at vi konstant eksponeres for mad og vi tvinges til hele tiden at tage madvalg. Når den halve pose slik stadig ligger derude i skabet, så tror jeg, at mange kan nikke genkendende til ‘skal jeg eller skal jeg ikke’ tankegangen. Når jeg ser på, hvordan producenterne markedsfører deres produkter, så forstår jeg efterhånden bedre og bedre, hvorfor så mange har problemer med maden. Vi bliver mere og mere ydrestyret og derfor mister vi det naturlige grundlag for at kunne mærke vores sult og mæthed. Vi eksponeres for mad konstant gennem kæmpe-slikposer, madsteder overalt i bybilledet, gode tilbud og meget andet og det gør, at vi tvinges til at tænke på og forholde os til mad hele tiden - selvom vi ikke er sultne. At have overdrevne overvejelser om mad er en af kriterierne for en spiseforstyrrelse og jeg tror desværre, at samfundet udvikler sig i en retning, hvor man ubevidst filosoferer over mad hele tiden. Vi skal tilbage til indrestyringen, hvor man takker både ja og nej uden der ligger andet end lyst til grund herfor. Det kan jeg personligt skrive under på tager lang tid. Selvom jeg er længere mod indrestyring end nogensinde, så er der stadig ting at arbejde på. Det er dog væsentligt at huske, at det er muligt.

Af og til møder jeg kommentarer fra folk, der synes det er lidt vattet, at man ikke vælger at spise kage en dag der er kage, eller kun spiser et par stykker slik. Kommentarerer der lyder på; ‘skal du ikke have et stykke kage’. Jeg er en af de typer, der altså gerne siger nej tak, hvis jeg ikke har lyst. Samtidig med at jeg hellere end gerne siger ja tak, når jeg har lysten. Folk siger det jo af den bedste mening, men jeg tror generelt at vores pli og opdragelse gør, at ‘mere’ altid er bedre end ‘mindre’. Samtidig med at man ikke selv ønsker at sige nej af høflighedsmæssige årsager, når nu nogen har taget sig tiden til at bage kage Det ligger ganske simpelt i samfundsnormen. Igen er det jo klart vi bliver forvirrede, når vi igennem livet bliver udsat for beslutninger om mad, der ikke bunder i vores reelle sult og behov. Det skal også siges, at jeg også møder kommentarer (på ingen måde negativt ladede), når jeg går op og øser tredje portion på tallerkenen. Det gør mig intet, men jeg undrer mig over dette behov for at kommentere på hinanden madvalg. Jo mere jeg lærer omkring dette emne, des mere bevidst bliver jeg over, hvorfor så mange er mad’forvirrede’. Det er jo klart at sultfornemmelsen bliver sat på prøve, når vi konstant bombarderes med opfordringer og afholdenheder fra fødevareindustrien, de mennesker vi befinder os med og medierne. Vi er alle forskellige og er indordnet med forskellige præferencer og behov. Selvfølgelig kan vi søge inspiration ved hinanden, men det gavner intet, hvis man forsøger at pådutte nogen noget.



Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Mine gaveindkøb og en snak om julegaver

Kødsovs uden kød

Pad Thai og en opskrift på guacamole