Gode råd til køb af den første racercykel

Du er kommet til punktet, hvor du har indset, at landevejscykling er den absolut fedeste og 'niceste' sport i hele verden. Du vil gerne prøve det. Du har sat penge af til en cykel, men du aner ikke hvad du skal bruge og hvor du skal starte.

Der er en del, der har spurgt mig ind til, hvordan man køber sin første cykel. Det kan jeg som sådan godt forstå, for det er en jungle at finde rundt i. Når jeg skriver følgende vil jeg lige pointere, at der er mange, der ved mere om dette end jeg. Dog kan jeg huske fra mig selv, at jeg manglede noget "nybegynderegnet" viden omkring det, og det vil jeg gerne prøve at formidle her. Fra en motionist til en anden. Det kan godt virke som en stor ting at tage hul på, når man skal have købt sin første cykel - og det tænker jeg måske kan holde nogen tilbage. Sådan skal det ikke være, for cykling er for - alle uanset form, seriøsitet og forhåndsviden. Cykling har ry for at være en mandesport, hvilket på mange måder er korrekt. Der er en overvægt af mænd i sporten, men vi kvinder er efterhånden ved at komme ud på de danske landeveje, hvilket virkelig er fedt at se.

  • Jeg kan bedst lide at købe cykel hos en lille forhandler. Her har jeg erfaret, at det er nemmere at få hjælp fremfor en af de store kædeforhandlere - og de gør virkelig en dyd ud af at finde den helt rette cykel til hver enkelt kunde. Det giver tryghed, mulighed for at stille alle sine dumme (og kloge) spørgsmål. 
  • Sørg for at få prøvet mange forskellige cykler af. Man kan få en masse forskellige input om, hvad der er bedst, hvilke komponenter man skal køre med, hvilket mærke man skal købe osv, men jeg er af den overbevisning, at intet slår ens egen følelse og erfaringer. Derfor synes jeg det er vigtigt at få testet cyklerne af og så vil der typisk være en mavefornemmelse, der peger mest mod en enkelt. 
  • Rent økonomisk behøver man ikke at endevende alt man kan, for at få fat i den fineste cykel af dem alle. Du kan som begynder komme langt med en cykel i et overkommeligt prisleje. De forbedringer du vil opleve ved en dyrere cykel er formentlig så relativt små, at du som begynder ikke vil bemærke dem. Måske det ender med, at interessen falder efter en sæson, og så er det bare ærgerligt at have brugt hele opsparingen. Samtidig kan det være at interessen øges og så er det altid muligt at opgradere.
  • Lad dig ikke afskrække af alt det "lir", der er i sporten. Cykling er en udstyrssport og man kan få mange mere eller mindre nødvendige dimser til enten at optimere ens cykling eller ens udseende på cyklen. Som nybegynder kommer man langt med en cykel, en hjelm, et par bukser med pude og måske et par handsker. Derudover kan man snildt bruge en almindelig sportstrøje og et par alm sko, hvis man ikke er begejstret for tanken om kliksko. Så kan man altid købe ting til, jo mere hooked man bliver på det.
  • Det handler også om at have en cykel - og tøj, man synes er flot. Det giver virkelig en god følelse at cykle rundt på en jernhest, som man synes ser godt ud.
  • Jeg husker, at jeg i starten frygtede, hvordan jeg skulle håndtere ting som punkteringer, småreperationer eller lignende. Jeg ville jo nødigt ødelægge noget. Her hjalp det mig at alliere mig med en person, der ved meget om det (i mit tilfælde var det min onkel), som kunne guide og hjælpe mig i starten. Nu har jeg efterhånden prøvet lidt af hvert og det giver mig også en følelse af at være temmelig handy. 
  • Når først du er kommet ud på landevejen med den nye cykel, tror jeg det handler om at få kørt nogle ture og være ligeglad med hastighed, tempo, intervaller, ruter, kilometer og lignende. Man skal bare igang i det små og sørge for at få gode oplevelser fremfor at sætte alt for høje forventninger op for sig selv. Man skulle nødigt dø ud i det, fordi man har et mål om at kunne køre langt og hurtigt - så kan man eventuelt indføre noget mere struktureret træning senerehen. 

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Hindbærsnitteløbet - en vlog

Mexibowl ala Maja

Min humus - og den hemmelige ingrediens