6. jan. 2018

Dahl med vegetarsamosaer

Her kommer opskriften på en af mine absolut yndlingsretter. Den er varmende, intens, lækker, mættende og alt i alt en fantastisk ret, som jeg både ynder at lave til mig selv eller når jeg får gæster. Det er den efterhånden velkendte dahl, der har indisk oprindelse, men som jeg har maja-ficeret en smule. Jeg ynder at servere retten med brød af en art, nogle æg, avocado eller som her samosaer, som jeg også vil give opskriften på her. 

Dahl
Ingredienser:
til 2 personer
  • En squash
  • En peberfrugt
  • To fed hvidløg
  • Et rødløg
  • En dåse hakkede tomater
  • 3 dl røde linser
  • Spidskommen, paprika, chilisauce, timian, oregano salt og peber
  • Evt frisk basilikum eller frisk koriander, hvis man er til det.
  • Skyr (evt vegansk alternativ) og saltede mandler
Grøntsagerne hakkes i mundrette bider - løget gerne lidt finere - og hvidløget hakkes helt fint. De tilsættes en pande med høje kanter eller en gryde og steges møre ved middel varme. Herefter tilsættes tomater, lidt vandt - evt med grøntsagsbouillon, krydderi (tørret samt frisk) og koges op. Nu hældes linserne i, som skal koges møre. Det tager ca 20-30 minutter, men jo længere retten står og simrer, des bedre og mere intens bliver smagen. Den tager bestemt ikke skade af at stå i en times tid og simrer. Dog er det vigtigt, at den ikke koger tør, så tilføj evt mere vand undervejs.
Serveres med en klat skyr, mandler og friske krydderduske på toppen.

Vegetarsamosa
Ingredienser:
Til ca 8 stk
  • To stykker filodej
  • 150 g feta
  • 300 g frossen spinat
  • Et rødløg
  • To fed hvidløg
  • Spidskommen, salt og peber
Hak løg samt hvidløg og svits det af på en pande. Tilføj derefter spinat samt krydderi og lad væden fordampe væk fra spinaten ved middel varme. Herefter skrues ned på lav varme og fetaen smuldres ned til spinatblandingen og bliver varmet igennem.
Filodejen klippes ud i fire strimler hver, så man får ca 10 cm smalle strimler. Jeg har tyvstjålet denne foldevejledning fra Madling.dk, men der findes mange glimrende foldevejledninger derude. Personligt synes jeg det er svært både at skrive og forstå det på skrift, så jeg laver lige den nemme løsning her ;).
Jeg fik det til at lykkedes for omtrent halvdelen, mens den anden halvdel blev mere firkantede en trekantede. Filodejen er meget porrøs og tynd, så det er lidt en udfordring - men resultatet er godt.
Dejen limes sammen enten med olie eller vand.
Når alle dejpakkerne er fyldt op placeres de på en bageplade, pensles med enten olie eller vand og bages ved 200 grader i ca 25 min.
De kan både serveres kolde og varme, de kan fryses og er særdeles velegnede i madpakken.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar